Derfor kan relationer være svære i voksenlivet som adopteret

Hvad er adoptionsrelateret separationsangst?

Når du oplever en voldsom frygt for afvisning i dit voksenliv, handler det om en ubevidst forsvarsmekanisme, som aktiveres fra tidligere erfaringer. Det oprindelige svigt og adskillelsen sidder dybt lagret i dit nervesystem, længe før du fik et sprog til at forstå det.

Inden for adoptionspsykologien kaldes dette fænomen for The Primal Wound på engelsk, et begreb formuleret af terapeuten og forfatteren Nancy Verrier. Hun påviser, at adskillelsen mellem mor og spædbarn efterlader et dybt, traumatisk aftryk af afvisning og tab i barnets psyke. Dette traume forsvinder ikke ved en adoption, men forbliver hele tiden aktivt lige under overfladen. Så når en voksen relation bliver mere tæt og intim, vækkes det lille barn i dig, som engang oplevede, at verden gik under, da den vigtigste person i dit liv forsvandt. Kroppen husker adskillelsen som en livstruende begivenhed, og derfor reagerer du med maksimal alarm i hele kroppen, når du oplever den mindste distance fra folk, du holder af.

Hvorfor sidder adoptionstraumer fast i kroppen og nervesystemet?

Mange voksne adopterede oplever, at traditionel samtaleterapi ikke er nok. Det skyldes, at adoptionsrelaterede traumer er komplekse udviklingstraumer, der lagres præverbalt, altså før vi har ord til at kunne beskriver det, vi oplever.

Som den verdenskendte traumelæge Dr. Bessel van der Kolk (forfatter til Kroppen holder regnskabet) forklarer, så ændrer traumer den måde, vores hjerne og nervesystem fungerer på. Traumet sidder ikke i din rationelle tankegang, men i de dybere, instinktive dele af hjernen og i selve kroppen.

Når et spædbarn adskilles fra sin biologiske mor, sendes kroppen i en biologisk choktilstand. Nervesystemet kodes til altid at være i beredskab (kamp, flugt eller frys). Ekspert i udviklingstraumer og afhængighed, Dr. Gabor Maté, påpeger netop, at når et barn oplever et tab af tryg tilknytning, må det tilpasse sig for at overleve. Det sker ofte ved, at barnet kobler af fra sine egne sande følelser og krop for at undgå den uudholdelige smerte ved adskillelsen.

Din fastlåsthed og indre uro er altså ikke en fejl ved din personlighed. Det er, som Peter Levine (grundlæggeren af Somatic Experiencing) beskriver det, fastlåst og uforløst overlevelsesenergi, som er blevet fanget i dit nervesystem under det oprindelige chok. Selvom du i dag lever under trygge rammer, reagerer din krop stadig, som om en katastrofe er lige om hjørnet, når du føler dig afvist.

Hvorfor sidder adoptionssorgen fast i kroppen og nervesystemet?

Mange voksne adopterede oplever, at traditionel samtaleterapi ikke er nok. Det skyldes, at adoptionsrelaterede traumer er komplekse udviklingstraumer, der lagres præverbalt, altså før vi har ord til at beskrive vores oplevelser.

Som den verdenskendte traumelæge Dr. Bessel van der Kolk forklarer, så ændrer traumer den måde, vores hjerne og nervesystem fungerer på. Traumet sidder ikke i din rationelle tankegang, men i de dybere, instinktive dele af hjernen og i selve kroppen.

Når et spædbarn adskilles fra sin biologiske mor, sendes kroppen i en biologisk choktilstand. Nervesystemet kodes til altid at være i beredskab (kamp, flugt eller frys).Dr. Gabor Maté, påpeger netop, at når et barn oplever et tab af tryg tilknytning, må det tilpasse sig for at overleve. Det sker ofte ved, at barnet kobler af fra sine egne sande følelser og krop for at undgå den uudholdelige smerte ved adskillelsen.

Din fastlåsthed og indre uro er altså ikke en fejl ved din personlighed. Det er, som Peter Levine beskriver det, fastlåst og uforløst overlevelsesenergi, som er blevet fanget i dit nervesystem under det oprindelige chok. Selvom du i dag lever under trygge rammer, reagerer din krop stadig, som om en katastrofe er lige om hjørnet, når du føler dig afvist.