D. 20. maj 2026
Vi ved for lidt om adoption
Mange adopterede føler sig meget alene med deres adoptionsrelaterede udfordringer, og det er der en helt særlig grund til.
Alle adopterede har et andet udgangspunkt i livet end ikke-adopterede, og det kan skabe en ubehagelig distance eller en oplevelse af at ikke at blive mødt og forstået i sin adoption.
Som fagområde ser adoption heller ikke ud til at være et særligt “populært” emne at forske i. Den forskning, der er lavet, interesserer sig ofte mest for problematikker som: “hvorfor adopterede har svært ved at tilpasse sig”, “hvorfor adopterede ikke kan knytte sig til deres adoptivfamilie”, “søgen efter biologisk ophav”, “identitetsforvirring” m.m.
Interessen for at forstå de neurobiologiske processer og de komplekse traumetråde, der kan opstå som følge af det at være blevet adopteret, er langt mindre belyst. Det er en skam. For tænk, hvor meget mere specialiseret hjælp man ville kunne tilbyde, hvis man forstod de helt underliggende processer.
Vi er dog alle enige om, at adoption starter med et tab, men ikke bare hvilket som helst tab. Det er tabet af den vigtigste person i det lille barns liv. Og måske er det netop her, vi som samfund og forskningspraksis forbliver for meget på overfladen. For har vi overhovedet undersøgt dette tab og dets konsekvenser, og senfølger, godt nok?
Hos mange adopterede forstyrres udviklingen af deres indre arbejdsmodeller, som alle børn begynder at danne tidligt i livet. Den britiske psykolog og psykoanalytikker John Bowlby beskriver indre arbejdsmodeller som de mentale strukturer, hvorigennem vi lærer noget helt grundlæggende om os selv og andre. Vi lærer, at vi er værd at elske, gennem den måde vi bliver mødt og spejlet på af vores primære omsorgsperson. Samtidig lærer vi, om andre mennesker er til at stole på. Denne model formes i relationen til moderen og får betydning for vores senere relationer, herunder kærlighedsrelationer og venskaber.
Indre arbejdsmodeller kan forstås som barnets indre “skabeloner” for, hvordan relationer fungerer. De udvikles ud fra barnets tidlige erfaringer med sin primære omsorgsperson. Barnet danner her nogle grundlæggende antagelser: Er jeg værd at elske? Er andre tilgængelige og pålidelige? Hvad kan jeg forvente, når jeg har brug for hjælp?
Når omsorgspersonen er stabil, omsorgsfuld og følelsesmæssigt tilgængelig, vil barnet typisk udvikle en oplevelse af, at det er værdifuldt, og at andre vil det godt. Hvis omsorgen derimod er uforudsigelig eller fraværende, kan barnet i stedet udvikle en forståelse af, at det må klare sig selv, eller at andre ikke er til at stole på.
Når et barn mister sin mor og bliver bortadopteret, bliver denne udviklingsproces med de indre arbejdsmodeller forstyrret på nogle helt afgørende måder.
Brud på udviklingsprocesser
Når et barn mister sin mor og bliver bortadopteret, bliver denne udviklingsproces med de indre arbejdsmodeller forstyrret på nogle helt afgørende måder.
For det første sker der et brud i tilknytningen. Barnet mister sin første (og vigtigste) tilknytningsperson, og ifølge Bowlby vil det lille barn opleve dette som et stort chok. Barnets grundlæggende forventning om tryghed brydes, og det kan sætte sig som en indre erfaring af, at relationer ikke er sikre, og at mennesker forsvinder.
For det andet er adskillelsen uforståelig for barnet. Små børn har ikke de kognitive forudsætninger for at forstå, hvorfor de bliver adskilt fra deres mor. Derfor bliver oplevelsen ofte internaliseret som en følelse af at være blevet forladt eller forkert. Det kan danne grobund for en dyb følelse af ikke at være værd at elske.
For det tredje udløser adskillelsen en massiv stressreaktion. Barnet reagerer med protest, gråd og senere ofte tilbagetrækning. Hvis barnet ikke mødes af en ny stabil og sensitiv omsorgsperson hurtigt nok, kan det få vanskeligheder med både tilknytning og følelsesregulering senere.
Samtidig er det afgørende, at vi begynder at flytte blikket væk fra den enkelte adopterede og over på de rammer, de er en del af. For alt for mange adopterede vokser op med en grundlæggende følelse af, at der er noget galt med dem. At deres reaktioner er forkerte, for voldsomme eller svære at forstå, også for dem selv. Men i virkeligheden giver disse reaktioner mening, når de ses i lyset af det tidlige tab og de forstyrrelser, det kan skabe i barnets udvikling.
Et samfundsproblem
Problemet er ikke barnet. Problemet er, at vi som samfund ikke i tilstrækkelig grad har sat os ind i, hvad adoption indebærer på et psykologisk og neurobiologisk plan. Vi mangler sprog, forståelse og særligt faglige rammer til at gribe de komplekse traumer, mange adopterede bærer med sig. Og når omgivelserne ikke forstår dem, bliver det ofte den adopterede selv, der kommer til at bære forklaringen: “Der må være noget galt med mig.” Dette efterlader mange adopterede med stor fortvivlelse og tomrum.
Men det, vi i stedet burde sige, er: “Der er sket noget med dig.”
At blive adopteret er en erfaring, der uundgåeligt former barnets indre verden, dets selvforståelse, dets relationer og dets måde at være i verden på. Når vi som samfund ikke er gearet til at møde og rumme dette, efterlader vi den adopterede alene med noget, der i sin natur er relationelt.
Jeg mener, at vi ville opnå en langt større forståelse for adopterede og deres komplekse traumehistorik, hvis vi i højere grad turde gå i dybden med, hvad der helt konkret sker i det øjeblik, et lille barn mister sin mor.
I min E-bog Naviger i voksenlivet som adopteret dykker jeg endnu dybere ned i disse dynamikker, og hvordan du lærer at genkende dem i din hverdag.