Senfølger af at være adopteret

Hvad er adoptionsrelaterede senfølger?

Mange voksne adopterede lever med en følelse af, at der er noget, som ikke helt stemmer under overfladen. Det kan vise sig som en kronisk indre uro, en uforklarlig tristhed eller store udfordringer med at føle sig tryg i tætte relationer og finde sin egen identitet.

Ofte bliver disse udfordringer overset eller fejlfortolket som almindelig stress eller depression. Virkeligheden er dog, at der ofte er tale om adoptionsrelaterede senfølger.

Disse senfølger opstår, fordi den tidlige adskillelse fra den biologiske mor har efterladt kroppen og sindet i en tilstand af chok.

Senfølger ved adoptioner er psykologiske og neurobiologiske reaktioner på et tidligt separationstraume.

Den amerikanske terapeut og forfatter Nancy Verrier beskriver dette dybe chok-aftryk hos adopterede som som The primal Wound. Hendes forskning viser, at spædbarnet har en biologisk og sanselig forbindelse til sin biologiske mor. Brydes denne forbindelse ved fødslen eller kort efter, oplever barnet et voldsomt chok.

Dette tidlige tab lagres i nervesystemet som en dyb afvisning, og det kan påvirke den adopterede hele livet igennem, hvis traumet ikke bearbejdes og forløses via kroppens nervesystem og sansninger.

Udviklingspsykologien bag senfølger af at være adopteret

For at forstå senfølgerne må vi se på, hvordan et adoptivbarn udvikler sig.

Den anerkendte adoptionsforsker og professor i klinisk psykologi, Dr. David Brodzinsky, har gennem sin forskning kortlagt, hvordan adoption opleves gennem opvæksten.

Brodzinsky påpeger, at børn i skolealderen begynder at forstå den dybere betydning af adoption: For at få en adoptivfamilie, har man først måttet miste sin biologiske familie. Dette skaber en kompleks og ofte overset adoptionssorg.

Ifølge Brodzinskys påpeger, at voksne adopterede reagerer forskelligt på denne sorg. Nogle internaliserer smerten, hvilket kan føre til lavt selvværd, angst og eksistentielle kriser i voksenlivet.

Hvad kan du selv gøre, når senfølgerne fylder?

Selvom adoptionsrelaterede senfølger kan føles overvældende, findes der måder, hvor du kan støtte dig selv i hverdagen og skabe mere ro og tryghed i dig selv.

Et vigtigt første skridt er at begynde at lytte til din krop - det er alfa omega, når vi taler senfølger af at være adopteret. Mange reaktioner opstår nemlig helt automatisk og alt for hurtigt til, at du når at registrere og reagere. 

Når du mærker uro, ubehag, angst eller at din krop begynder at spænde op (typisk symptom på at en gammel reaktion er blevet aktiveret),  kan det hjælpe at stoppe op, flytte bevidstheden til nu og her og sende din opmærksomhed ned i kroppen.

For nogle hjælper det at sætte ord på det, de oplever. Så i stedet for at blive fanget i følelsen/spændingen kan du øve dig i at sige til dig selv: “Lige nu mærker jeg en gammel kropslig reaktion” eller “Noget i mig bliver bange for at blive forladt”. Når du italesætter det, sætter du helt automatiske bevægelse i energien, som ellers var spændt i systemet. Dette hjælper kroppen med at regulerer sig selv og komme tilbage til sin naturlige balance.